Rytmisk Linje

rl-jubilc3a6umsc3b8vningJeg har igennem snart mange år været fast tilknyttet sanglærer, sammenspilsunderviser, korleder og med-tovholder ved Rytmisk Linje tilhørende Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro. RLs leder er pianist Nicolaj Josvassen, og linjen er et fantastisk tilbud til musikinteresserede gymnasieelever, som ønsker at dygtiggøre sig som musikere sideløbende med deres gymnasiale uddannelse. At IJG samtidig er et virkelig godt gymnasium, gør det bestemt ikke dårligere!

Når man først er blevet sluset ind på Rytmisk Linje, går man der alle tre gymnasieår. Her får eleverne undervisning i deres hovedinstrument, i sammenspil og kor. Discipliner som hørelære og musikteori indgår i hovedfagsundervisningen. Hovedfagsunderviserne er alle konservatorieuddannede folk, som også selv har mange års erfaring fra live-scenen med sig.

Flere gange om året medvirker vi i div. koncerter og optrædener - heriblandt den traditionsrige forårskoncert på Jazzhuset Montmartre og MTA (gymnasiets Musik & Teateraften i selskab med IJG’s dramalinjer), og derudover agerer 1.g RL altid husorkester ved gymnasiets musical. Som RL-elev prøver man også kræfter med både at arrangere numre selv, skrive sin egen musik og ikke mindst indspille egne numre.

Kender du en gymnasiesøgende dreng/pige, som går og nærer drømme om et liv som sanger eller musiker? Så tjek vores hjemmeside ud. RL kræver en optagelsesprøve - kravene til den samt indholdet af undervisningen på RL kan du læse om her: www.ijg.dk.

Du kan også finde os på Instagram og på facebook! Her vil vi også lave opslag når orienteringsaftenerne nærmer sig - så kan man komme og høre nærmere om hele Rytmisk Linjes opbygning, få besvaret eventuelle spørgsmål og nyde godt af et par enkelte musikalske smagsprøver fra de nuværende elever på RL. Vi glæder os til at se dig!